Gå til indhold
Sommer Brandrådgivning

Sommer Brandrådgivning ApS · CVR 46748611 · sommerbrand.dk

Forretningsbetingelser

Senest opdateret: 27. oktober 2026

1. Generelt og anvendelsesområde

Disse forretningsbetingelser gælder for rådgivningsydelser leveret af Sommer Brandrådgivning ApS, medmindre andet er aftalt skriftligt.

Den konkrete opgave, ydelsens omfang, honorar og eventuelle særlige vilkår fremgår af Sommer Brandrådgivnings tilbud eller anden skriftlig aftale med kunden.

Ved uoverensstemmelse mellem aftalegrundlagets dokumenter gælder den konkrete skriftlige aftale og det accepterede tilbud forud for disse forretningsbetingelser.

For rådgivningsaftaler med kunder, der ikke er forbrugere, gælder ABR 18 med de udtrykkelige fravigelser og præciseringer, der fremgår af disse forretningsbetingelser og den konkrete skriftlige aftale. Et andet aftalegrundlag kan aftales skriftligt. Bestemmelser i disse forretningsbetingelser, der udtrykkeligt fraviger det aftalte ABR-grundlag, gælder dog forud for de tilsvarende bestemmelser i ABR-grundlaget.

For forbrugere gælder ufravigelige regler i forbrugerbeskyttelseslovgivningen forud for disse forretningsbetingelser.

2. Tilbud og aftaleindgåelse

Tilbuddet omfatter de ydelser, forudsætninger og leverancer, der fremgår af tilbuddet.

Aftale indgås ved kundens skriftlige accept af tilbuddet eller ved anden skriftlig aftale mellem parterne.

Tilbuddet er baseret på de oplysninger og det projektgrundlag, der foreligger på tilbudstidspunktet. Ændres eller viser grundlaget sig at være mangelfuldt, kan dette medføre ændring af ydelsesomfang, honorar og tidsplan.

Tilbuddets gyldighed fremgår af tilbuddet.

Mundtlige aftaler, ændringer og tilføjelser er først bindende, når de er bekræftet skriftligt.

3. Ydelser og leveringsomfang

Sommer Brandrådgivning leverer de ydelser, der fremgår af den konkrete aftale.

Undersøgelser, beregninger, dokumentation, møder, myndighedsdialog, revisioner og andre ydelser, der ligger uden for det aftalte omfang, betragtes som tillægsydelser.

Rådgivningen udføres på grundlag af det aftalte projektgrundlag og de oplysninger, der er tilgængelige for Sommer Brandrådgivning.

Interne arbejdsdokumenter, beregningsfiler, skabeloner, produktionsgrundlag og øvrigt internt materiale indgår ikke i leverancen, medmindre dette er særskilt aftalt skriftligt.

4. Kundens medvirken

Kunden skal rettidigt stille de oplysninger, tegninger, beskrivelser, beslutninger og øvrigt materiale til rådighed, som er nødvendigt for opgavens gennemførelse.

Kunden er ansvarlig for, at oplysninger og materiale, der leveres af kunden eller kundens øvrige rådgivere og projektdeltagere, er korrekte, relevante og ajourførte.

Kunden skal orientere Sommer Brandrådgivning om ændringer i projektet eller projektgrundlaget, som kan have betydning for rådgivningen.

Hvor opgaven kræver besigtigelse eller adgang til bygninger, anlæg eller andre områder, skal kunden sikre den nødvendige adgang.

Sommer Brandrådgivning kan lægge oplysninger fra kunden, myndigheder og øvrige projektdeltagere til grund for rådgivningen, medmindre særskilt kontrol eller efterprøvning er aftalt.

Manglende, fejlagtige eller forsinkede oplysninger kan medføre behov for yderligere arbejde og ændring af tidsplanen. Merarbejde, der skyldes sådanne forhold, betragtes som en tillægsydelse, medmindre forholdet skyldes Sommer Brandrådgivning.

5. Ændringer og tillægsydelser

Ændres opgaven, projektgrundlaget eller de forudsætninger, som rådgivningen er baseret på, kan Sommer Brandrådgivning regulere ydelsesomfang, honorar og tidsplan.

Som tillægsydelser kan blandt andet betragtes:

  • projektændringer
  • ændrede ønsker eller krav fra kunden
  • nyt eller ændret projektmateriale
  • mangelfulde eller fejlagtige oplysninger
  • ændringer foretaget af andre rådgivere eller projekterende
  • yderligere undersøgelser, beregninger eller dokumentation
  • myndighedskrav eller myndighedsbemærkninger, som ikke med rimelighed kunne forudses ved aftalens indgåelse
  • genoptagelse af afsluttet eller længerevarende bero-sat arbejde

Sommer Brandrådgivning orienterer kunden, når en ændring vurderes at have væsentlig betydning for honorar eller tidsplan.

6. Honorar, udlæg og betaling

Honoraret fremgår af den konkrete aftale og kan være aftalt som fast honorar, efter medgået tid eller som en kombination.

Ydelser uden for det aftalte omfang afregnes efter den aftalte timepris eller, hvis en særskilt timepris ikke er aftalt, efter Sommer Brandrådgivnings gældende timepris.

Ved rådgivningsaftaler med kunder, der ikke er forbrugere, reguleres aftalte timepriser og den del af et fast honorar, der vedrører endnu ikke udførte ydelser, første gang 12 måneder efter tilbudsdagen og derefter én gang årligt, medmindre andet er aftalt skriftligt.

Reguleringen sker efter Danmarks Statistiks nettoprisindeks, tabel PRIS04, varegruppen I alt. Basisindekset er indekset for måneden to måneder før tilbudsmåneden. Ved hver regulering anvendes indekset for samme kalendermåned som basismåneden, men i det år, hvor reguleringen sker. Den regulerede pris beregnes som den oprindelige pris × reguleringsindekset ÷ basisindekset. For fast honorar anvendes beregningen alene på honoraret for de resterende ydelser opgjort i oprindeligt prisniveau. Priserne reguleres både op og ned.

Allerede udført arbejde, kilometergodtgørelse og særskilte udlæg reguleres ikke. Kunden orienteres skriftligt om beregningen inden fakturering. Når ABR 18 gælder, træder denne regulering i stedet for reguleringen efter ABR 18 § 33, stk. 3, så der ikke sker dobbelt regulering.

Nødvendige eksterne udgifter og udlæg i forbindelse med opgaven kan faktureres særskilt, medmindre de udtrykkeligt er indeholdt i det aftalte honorar.

Betalingsfristen er 8 kalenderdage fra fakturadatoen, medmindre andet er aftalt skriftligt. Dette fraviger betalingsfristen i ABR 18 § 35, stk. 1.

Sommer Brandrådgivning kan acontofakturere i takt med arbejdets udførelse.

Ved manglende rettidig betaling kan der beregnes renter og gebyrer efter gældende regler.

Hvis et forfaldent beløb ikke er betalt ved betalingsfristens udløb, kan Sommer Brandrådgivning efter skriftligt varsel på 5 arbejdsdage standse arbejdet, indtil betaling er modtaget. Standsning som følge af kundens betalingsmisligholdelse medfører ikke ansvar for den forsinkelse, som standsningen medfører, og kan medføre ændring af tidsplanen.

7. Leveringstid og projektforløb

Aftalte tidsplaner og leveringstidspunkter forudsætter, at nødvendige oplysninger, beslutninger og projektmateriale modtages rettidigt.

Sommer Brandrådgivning er ikke ansvarlig for forsinkelse, der skyldes kunden, andre projektdeltagere, myndighedsbehandling eller andre forhold uden for Sommer Brandrådgivnings kontrol.

Ændringer i opgaven eller projektgrundlaget kan medføre ændring af tidsplanen.

Sommer Brandrådgivning orienterer kunden, hvis der opstår forhold, som vurderes at have væsentlig betydning for den aftalte tidsplan.

8. Myndighedsbehandling

Sommer Brandrådgivning kan som en del af den aftalte ydelse udarbejde materiale til myndighedsbehandling og varetage dialog med relevante myndigheder.

Myndigheder træffer deres afgørelser uafhængigt af Sommer Brandrådgivning. Sommer Brandrådgivning kan derfor ikke garantere myndigheders afgørelser, sagsbehandlingstid eller accept af en konkret løsning.

Yderligere dokumentation, undersøgelser eller ændringer som følge af myndighedskrav eller myndighedsbemærkninger kan behandles som tillægsydelser, når de ligger uden for det oprindeligt aftalte omfang.

Sommer Brandrådgivning indsender kun materiale eller handler på kundens vegne over for myndigheder, når dette indgår i den aftalte ydelse eller sker efter kundens bemyndigelse.

9. Certificeret brandrådgivning

Når Sommer Brandrådgivning udfører ydelser som certificeret brandrådgiver, udføres ydelserne inden for det aftalte omfang og efter de regler, der gælder for den certificerede brandrådgivers virke.

Sommer Brandrådgivnings medvirken som certificeret brandrådgiver ændrer ikke på bygherrens, de projekterendes, entreprenørernes eller øvrige projektdeltageres ansvar for egne ydelser og forpligtelser.

Kunden og projektets øvrige parter skal rettidigt levere det materiale og den dokumentation, som er nødvendig for Sommer Brandrådgivnings virke som certificeret brandrådgiver.

Yderligere kontrol, dokumentation eller behandling, som bliver nødvendig som følge af ændringer, mangelfuldt materiale eller forhold hos andre projektdeltagere, kan behandles som en tillægsydelse.

10. Ansvar

Sommer Brandrådgivning er ansvarlig for fejl og forsømmelser ved rådgivningen efter de regler og det aftalegrundlag, der gælder for den konkrete opgave.

Der hæftes ikke for fejl eller tab, der skyldes urigtige, mangelfulde eller ikke ajourførte oplysninger fra kunden eller andre, når oplysningerne med rimelighed har kunnet lægges til grund.

Ansvaret omfatter ikke projektering, rådgivning, udførelse eller øvrige ydelser udført af andre projektdeltagere, medmindre ansvar herfor udtrykkeligt er påtaget.

Hvis flere parter er ansvarlige for et tab, hæfter Sommer Brandrådgivning alene for den del af tabet, der svarer til virksomhedens andel af den samlede skyld.

Der hæftes ikke for ændringer i virksomhedens materiale, som foretages af kunden eller tredjemand uden Sommer Brandrådgivnings medvirken.

Materiale må ikke anvendes som endeligt projektgrundlag, hvis det tydeligt er markeret som udkast, foreløbigt, til kommentering eller på anden måde ikke færdiggjort.

Der hæftes ikke for driftstab, avancetab, tabt fortjeneste eller andet indirekte tab.

Sommer Brandrådgivning har tegnet professionel rådgiveransvarsforsikring og erhvervsansvarsforsikring.

Det samlede erstatningsansvar for den konkrete opgave er begrænset til to gange det samlede honorar for opgaven, dog maksimalt den forsikringssum, der er gældende for den relevante skade på skadetidspunktet, medmindre andet følger af ufravigelige regler eller er særskilt aftalt skriftligt.

Ovenstående ansvarsbegrænsning fraviger ansvarsbegrænsningerne i ABR 18 § 50, stk. 3 og 4, og de tilsvarende bestemmelser i ABR Forenklet og gælder også, når et af disse aftalegrundlag gælder for opgaven, medmindre andet fremgår af den konkrete skriftlige aftale.

Ansvarsbegrænsningerne gælder i det omfang, de kan opretholdes efter gældende ret.

11. Rettigheder til materiale og digitale filer

Sommer Brandrådgivning bevarer ophavsret og øvrige immaterielle rettigheder til egne metoder, skabeloner, standardtekster, dokumentstrukturer, beregningsmodeller, arbejdsgrundlag og produktionsgrundlag.

Kunden har ret til at anvende det betalte projektmateriale til den konkrete opgave og den efterfølgende drift, vedligeholdelse, ombygning og tilbygning af den ejendom, materialet vedrører. Materialets egnethed til senere ændringer skal vurderes i forhold til de nye forudsætninger. Anvendelse til andre ejendomme eller projekter kræver skriftlig aftale. Hvis andet følger af det aftalte aftalegrundlag, gælder dette forud.

Projektmateriale leveres som udgangspunkt alene som PDF-filer.

Redigerbare dokumenter og arbejdsfiler, herunder Word-filer, regneark, beregningsfiler, tegningsfiler, skabeloner, databaser, kladder, kildefiler og øvrige produktionsfiler, indgår ikke i leverancen, medmindre dette er særskilt aftalt skriftligt.

Materiale, der er leveret af kunden eller tredjemand, forbliver den pågældende parts materiale.

Sommer Brandrådgivnings materiale må ikke genanvendes til andre projekter eller formål uden skriftlig aftale.

Sommer Brandrådgivning er ikke ansvarlig for anvendelse af materialet til andre projekter, formål eller forudsætninger end dem, materialet er udarbejdet til.

Kunden kan dele projektmaterialet med myndigheder, rådgivere, entreprenører og øvrige projektdeltagere i det omfang, det er nødvendigt for den konkrete opgave.

Deling af materialet med tredjemand medfører ikke overdragelse af Sommer Brandrådgivnings rettigheder eller ret til genanvendelse uden for den konkrete opgave.

Hvis kunden eller tredjemand ændrer eller viderebearbejder Sommer Brandrådgivnings materiale uden Sommer Brandrådgivnings medvirken, er Sommer Brandrådgivning ikke ansvarlig for det ændrede materiale eller følgerne af ændringen.

Ved afbestilling, ophør eller rådgiverskifte kan kunden anvende betalt, færdiggjort projektmateriale til den konkrete opgave. Redigerbare filer, interne arbejdsdokumenter og produktionsgrundlag udleveres ikke som følge af rådgiverskifte, medmindre dette særskilt aftales eller følger af ufravigelige regler.

12. Fortrolighed og personoplysninger

Sommer Brandrådgivning behandler oplysninger om kunden og projektet fortroligt og videregiver ikke fortrolige oplysninger til uvedkommende.

Oplysninger kan deles med myndigheder, rådgivere, leverandører og øvrige projektdeltagere, når det er nødvendigt for opgavens udførelse eller følger af gældende regler.

Sommer Brandrådgivning behandler personoplysninger i overensstemmelse med gældende databeskyttelsesregler. Nærmere oplysninger om behandlingen fremgår af Sommer Brandrådgivnings information om data og privatliv.

Hvis Sommer Brandrådgivning som led i en konkret opgave behandler personoplysninger på kundens vegne, indgås databehandleraftale, når dette kræves efter gældende regler.

13. Mangler og reklamation

Kunden skal reklamere skriftligt inden rimelig tid efter, at kunden har eller burde have konstateret en mangel ved Sommer Brandrådgivnings ydelse.

Sommer Brandrådgivning har ret til inden rimelig tid at undersøge og afhjælpe en konstateret mangel. Kunden må ikke uden forudgående skriftlig aftale lade tredjemand foretage afhjælpning for Sommer Brandrådgivnings regning, medmindre omstændighederne gør øjeblikkelig afhjælpning nødvendig.

Kunden skal i rimeligt omfang medvirke til at begrænse et eventuelt tab.

14. Udskydelse, afbestilling og ophør

Kunden kan anmode om, at opgaven sættes i bero eller afbestilles.

Ved bero, afbestilling eller ophør betaler kunden for det arbejde, der er udført frem til tidspunktet, samt for uundgåelige omkostninger, som Sommer Brandrådgivning med rimelighed har påtaget sig i forbindelse med opgaven.

Genoptagelse af en opgave efter bero kan medføre yderligere arbejde, herunder gennemgang af ændret projektgrundlag, ajourføring af dokumentation og ny planlægning. Dette arbejde kan behandles som en tillægsydelse.

Hvis kunden vælger at overdrage opgaven til en anden rådgiver, betales Sommer Brandrådgivning for udført arbejde frem til ophørstidspunktet samt for nødvendigt arbejde i forbindelse med afslutning og overdragelse af opgaven. Arbejdet afregnes efter den aftalte timepris eller, hvis en særskilt pris ikke er aftalt, efter Sommer Brandrådgivnings gældende timepris.

Ved væsentlig misligholdelse kan den ikke-misligholdende part ophæve aftalen, hvis misligholdelsen ikke er bragt til ophør inden en rimelig frist efter skriftligt påkrav.

Ved aftalens ophør afregnes udført arbejde og øvrige skyldige beløb. Kundens efterfølgende anvendelse af materiale reguleres af punkt 11.

15. Særligt for forbrugere

Ved forbruger forstås en fysisk person, der hovedsageligt handler uden for sit erhverv.

Ved aftaler indgået ved fjernsalg eller uden for Sommer Brandrådgivnings forretningssted har forbrugeren fortrydelsesret i det omfang, dette følger af gældende lovgivning.

Hvis forbrugeren ønsker, at arbejdet påbegyndes inden udløbet af fortrydelsesfristen, skal forbrugeren udtrykkeligt anmode herom.

Hvis forbrugeren efter arbejdets påbegyndelse gør brug af en gældende fortrydelsesret, kan Sommer Brandrådgivning kræve betaling for den del af ydelsen, der allerede er leveret, i det omfang lovgivningen giver adgang hertil.

Fortrydelsesretten kan efter gældende regler bortfalde, når ydelsen er fuldt udført, hvis arbejdet er påbegyndt med forbrugerens udtrykkelige samtykke og nødvendige anerkendelse af fortrydelsesrettens bortfald.

De oplysninger og erklæringer, som lovgivningen kræver i forbindelse med fortrydelsesretten og eventuel påbegyndelse inden fortrydelsesfristens udløb, håndteres særskilt ved aftaleindgåelsen og erstattes ikke af disse forretningsbetingelser.

16. Lovvalg og tvister

Aftalen er underlagt dansk ret.

Uenighed mellem parterne søges i første omgang løst ved dialog.

Hvis ABR 18 eller ABR Forenklet gælder for aftalen, behandles tvister efter det gældende ABR-grundlags regler med de fravigelser, der følger af den konkrete aftale og disse forretningsbetingelser.

I øvrige tilfælde behandles tvister efter dansk rets almindelige regler og det konkrete aftalegrundlag.

For forbrugere gælder ufravigelige regler om klageadgang og værneting forud for disse forretningsbetingelser.

17. Ændringer og gældende version

Den til enhver tid gældende version af forretningsbetingelserne fremgår af Sommer Brandrådgivnings hjemmeside eller udleveres i forbindelse med aftaleindgåelsen.

Ændringer i forretningsbetingelserne ændrer ikke allerede indgåede aftaler, medmindre ændringen særskilt aftales mellem parterne eller følger af gældende regler.